Food & Beverage Manager søges til Universe Science Park
Vil du stå i spidsen for madoplevelser i verdensklasse og lede et stærkt team i en park i vækst? Så er det måske dig, vi leder efter som vores nye F&B-Manager i Universe Science Park.
Universe Science Park er en fond med et almennyttigt formål om at begejstre børn og unge for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri. Som F&B-leder får du det fulde ansvar for parkens mad- og drikkeoplevelser – fra pizza og is til mødeforplejning og pop-up koncepter. Vores spisesteder skal være en naturlig del af gæstens oplevelse i parken – et sted hvor man kan tage en velfortjent pause, nyde god mad og få fornyet energi i en atmosfære præget af værtskab og nærvær.
Sådan lykkes du i rollen
Som F&B-Manager i Universe er det afgørende, at du formår at omsætte ansvar til handling. Du skal sikre, at vores spisesteder altid fremstår rene, indbydende og klar til gæster – og at produkterne er friske, velsmagende og serveres hurtigt og sikkert.
Du har det fulde økonomiske ansvar for området og arbejder målrettet med planlægning, lagerstyring, bemanding og løbende optimering. Du har stærkt købmandskab og arbejder aktivt med økonomiske nøgletal som omsætning, lønprocent, avance og svind – og bruger dem til at optimere både drift og gæsteoplevelse.
Du bliver leder for et fast team af 2 koordinatorer, en række betroede sæsonansvarlige og op til 70 sæsonmedarbejdere. Derfor er det vigtigt, at du trives med at træne, motivere og udvikle unge mennesker – og skabe et stærkt fællesskab, hvor alle føler sig set og værdsat. Du er synlig i driften, og ikke bange for at smøge ærmerne op, når det kræves.
Dine ansvarsområder
Du bliver ansvarlig for den daglige drift og udvikling af hele F&B-området, som omfatter:
- En pizza/pasta-restaurant
- En fastfood-restaurant
- Et brød- og kaffeudsalg
- Et ishus
- Flere pop-up-vogne
- Mødeforplejning
Du refererer direkte til driftschefen og indgår i driftsledergruppen, hvor du også deltager i vagtordningen, hvor du på skift har ansvar for den samlede drift i parken.
Du skal være indstillet på at arbejde hverdage, weekender og helligdage samt enkelte aftener i løbet af sæsonen. Du skal forvente at arbejde hver anden weekend når parken er i sæson.
Din profil
- Du har erfaring med ledelse i F&B-branchen – gerne fra forlystelsesparker, hoteller, kæder eller restauranter
- Du er struktureret, handlekraftig og har stærke samarbejdsevner
- Du har kommercielt fokus og god forståelse for økonomi – og bruger nøgletal til at drive en effektiv og lønsom forretning
- Du brænder for at skabe gode gæsteoplevelser og udvikle unge medarbejdere
- Du trives i et dynamisk miljø med mange forskelligartede opgaver og bevarer overblikket – også når det går stærkt
Vi tilbyder dig
- En livlig og humørfyldt arbejdsplads i en park i vækst
- Mulighed for at præge udviklingen af F&B-området
- En stilling på 37 timer ugentligt
- Pensionsordning (11% firmabetalt, 2% egenbetaling)
- Sundhedsforsikring (PFA)
- Medarbejderfordele: fri telefon, bredbånd, sæsonkort til dig og din familie, medarbejderrabatter og gratis adgang til attraktioner i Danmark og meget mere
I Universe ønsker vi at fremme et diverst og inklusivt arbejdsmiljø, hvor vi har brug for mange forskellige ideer, synspunkter og styrker. Overvejer du at søge stillingen, men ikke føler du kan sætte flueben ved alle punkter i opslaget? Så vil vi alligevel opfordre dig til at søge jobbet uanset køn, baggrund, nationalitet og alder. Vi er nysgerrige på, hvordan du med din erfaring og din profil kan bidrage til stillingen og til Universe.
Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning og CV allerede i dag ved at trykke på knappen ”Ansøg”. Ansøgningsfristen er søndag d. 3. august 2025.
Vi afvikler 1. samtale i uge 32 og 2. samtale i uge 34. Samtalerne afholdes ved fysisk fremmøde i Universe. Vi ser gerne stillingen besat hurtigst muligt.
Vi håber i øvrigt, at du bor i lokalområdet eller ønsker at flytte tættere på Als.
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte driftschef Jonas Juhl Luttermann på tlf. 8881 9545 fra mandag d. 21. juli 2025 pga. ferie.
Om Universe
Her kan du tumle fra det ene eksperiment og sjove naturfænomen til et andet. Du kan bygge vandraketter, gå på opdagelse i en virtuel verden, køre tohjulede Segways og løfte en bil. Du kan også opleve fortællingen om hvordan en af Danmarks største industrivirksomheder er blevet til. Her på siden er der masser af information om Universe og de mange oplevelser, aktiviteter og begivenheder. Universe – stedet hvor sjov er en videnskab. Oplevelsesparken tiltrækker hvert år tusindvis af børnefamilier og skoleelever. Vi leverer hver dag i åbningssæsonen en oplevelse på højt niveau ved at kombinere sjov og læring og vi pirrer på den måde gæsternes nysgerrighed. Vores vision er at skabe mere begejstring for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri.
Nyt navn og ny logo i 2013. I 2013 skiftede parken navn fra Danfoss Universe til Universe og blev lavet om til en selvejende fond med et almennyttigt formål.